Trives du i en kundevendt rolle og er du drevet af at levere sublim service? Har du teknisk know-how og arbejder du løsningsorienteret, så kan rollen som servicetekniker ved Holm & Halby være et interessant match for dig.
Holm & Halby søger en ny kollega til service og reparation af lavtemperaturfrysere hos deres sjællandske kunder.
Frihed med fagligt ansvar
Som udekørende servicetekniker har du det daglige ansvar for periodemæssigt eftersyn og reparation af lavtemperaturfrysere i København og på Sjælland.
Eftersyn planlægges og koordineres af servicekoordinatoren og på en gennemsnitlig uge vil du halvdelen af tiden foretage eftersyn ude ved kunderne, mens du den resterende tid vil stå for reparation af ULT frysere (-86°C til -150°C). Diagnosticering og fejlfinding foretager du ude ved kunderne og registreres der elektroniske eller mekaniske fejl udbedres disse på stedet. Ved fejl på kølesystemet foretager du udbedringer/reparationer på virksomhedens nyrenoverede værksted i Brøndby.
Dine ansvarsområder dækker desuden over:
- Reparation på elektronik og kølesystemet af ULT frysere
- Valideringer (test, nedkølings- og temperaturprofilmålinger) på frysere til farmaceutiske kunder, hospitaler og andre laboratorier, hvor dette er krævet
- Årlige eftersyn på frysere (test af alarmsystemer, temperatur, rens af filtre mv.)
- Afholdelse af seminarer/kurser for kundernes tekniske personale (first hand trouble shooting)
- Hjælp til virksomhedens sælgere omkring tekniske specifikationer i salgssager/udbud
- Viden om nationale love og regler omkring kølemidler
- Kontakt til leverandører om tekniske spørgsmål
Du er i det daglige Holm & Halbys ansigt udadtil i mødet med kunderne og på samme tid kundens repræsentant, der bringer feedback og ønsker retur til virksomheden.
El-teknisk knowhow og vilje til løsning
For at blive kandidat til stillingen som servicetekniker kommer du med en el-teknisk baggrund og erfaring, gerne indenfor fejlfinding med brug af PC. Din uddannelsesbaggrund kan være elektriker, kølemontør, køletekniker eller lignende mens du har erfaring med at fejlsøge, udbedre og dokumentere på teknisk udstyr. Du har erhvervet dig et kølecertifikat og 3-5 års erfaring som servicetekniker.
Skulle du beskrive dig selv, er du selvkørende og sætter en ære i at levere sublim service til dine kunder. Du trives i kontakten med dine kunder, som du vil gå langt for i løsningen af deres udfordringer. Det falder dig naturligt at bruge IT som understøttende værktøj i din hverdag og du formulerer dig problemfrit på både dansk og engelsk i skrift og tale. På samme tid holder du af at vidensdele og trække på dine kollegaers erfaring, når du selv strander fagligt.
Holm & Halby tilbyder
Du tilbydes ansættelse i en dynamisk værdibaseret virksomhed, hvor ca. 50 kolleger står klar til at tage imod dig. Du tilbydes træning – både internt og hos virksomhedens leverandører.
Holm & Halby tilbyder i tillæg til fast gage ansættelse som funktionær med individuel bilordning, sundhedsordning, pensionsordning, hjemmeopkobling, og meget andet.
Der er ingen vagtordning tilknyttet stillingen.
Den videre proces
Du søger jobbet hos Adecco, da vi varetager rekrutteringen af Holm & Halby nye servicetekniker. Når du trykker ’ansøg’, guides du derfor videre til vores rekrutteringssystem. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant Morten Thomsen fra Adecco på tlf.: 3136 5625. Din henvendelse behandles fortroligt, og vi evaluerer løbende ansøgningerne. Når rette kandidat er fundet, lukker vi stillingen ned.